Et 12 V eller 24 V elsystem i en båd virker umiddelbart simpelt. To ledninger, en sikring, en forbruger. Alligevel er det netop her, mange fejl starter: Et kabel, der er valgt lidt for tyndt, kan give varmgang, mystiske udfald, lavere motorydelse og i værste fald brand.
Kabeldimensionering handler ikke kun om “hvor mange ampere kan kablet klare”. I praksis er det ofte spændingsfaldet, der afgør, om installationen bliver driftssikker. Og så kommer sikringerne oveni: De skal beskytte kablet, ikke kun apparatet.
Hvorfor kabeldimensionering betyder mere på 12 V og 24 V
Jo lavere spænding, jo højere strøm ved samme effekt. En 600 W belastning trækker cirka 50 A på 12 V, men cirka 25 A på 24 V. Det er årsagen til, at DC-kabler på både bliver markant tykkere end tilsvarende 230 V kabler til samme effekt.
Det er også grunden til, at “små” ekstra meter kabel hurtigt koster på performance. Den elektriske modstand stiger med længden, og på 12 V kan et spændingsfald på bare 0,5 V mærkes som sløvt ankerspil, en inverter der bipper, eller en køleboks der stopper i varme perioder.
Og så er der miljøet. Salt, vibrationer, fugt og temperatur gør, at marineinstallationer bør dimensioneres med mere luft end mange landinstallationer.
Tre ting du altid skal kende: strøm, længde og accepteret spændingsfald
Når du vælger tværsnit, er der tre input, der skal være styr på: maksimal belastningsstrøm, kabellængden og hvor meget spænding du vil “tabe” i ledningen. Kabellængden skal regnes som rundrejse, altså plus og minus tilsammen. Mange regner kun én vej og ender med et kabel, der i praksis er halvt så godt som forventet.
Spændingsfald er ikke et teoretisk nørdetal. Det er en direkte forklaring på, hvorfor udstyr kan opføre sig ustabilt, selv om “der jo er 12 V på batteriet”.
Efter en praktisk tommelfingerregel sigter mange efter 3 til 5 % spændingsfald på de fleste kredse, og tillader mere på ukritiske forbrugere. En enkel måde at tænke det på er:
- Kritiske kredse: 3 % (navigation, kommunikation, autopilot, styring, hovedforsyning til panel)
- Almindelige forbrugere: 5 % (pumper, køl, instrumentering, generel forsyning)
- Mindre følsomt udstyr: op til 10 % (enkelte lamper og simple belastninger, hvor funktion ikke påvirkes nævneværdigt)
På 12 V svarer 3 % til ca. 0,36 V. På 24 V svarer 3 % til ca. 0,72 V. Den forskel gør 24 V mere “tilgivende” for lange kabler, selv om strømmen ofte også er lavere.
Sådan beregner du spændingsfald (og vælger tværsnit)
For DC-kredse kan du regne spændingsfaldet med Ohms lov. For kobber bruges ofte en resistivitet omkring ρ ≈ 0,0175 Ω·mm²/m ved normal drift. Med rundrejse i tankerne kan du bruge:
Vfald = 2 · I · ρ · L / A
- I er strømmen i ampere
- L er kabellængden én vej i meter
- A er tværsnittet i mm²
Hvis du i stedet vil finde det nødvendige tværsnit, kan du omarrangere:
A = 2 · I · ρ · L / Vfald
Et lille regneeksempel: Du har et ankerspil-relæ eller en tung forbruger, der trækker 50 A, og der er 5 m fra batteri til forbruger (altså 10 m rundrejse). Du vil holde 3 % spændingsfald på 12 V, altså ca. 0,36 V.
A ≈ (2 · 50 · 0,0175 · 5) / 0,36 ≈ 24,3 mm²
I praksis vælger du næste standardstørrelse: 25 mm².
Hvis du vil gøre det samme system på 24 V (Vfald 0,72 V), lander du omkring det halve tværsnit.
Når du regner, hjælper det at gøre det til en fast arbejdsgang:
- Find maksimal kontinuerlig strøm (og notér eventuel startstrøm, hvis det er en motor)
- Mål eller estimer kabellængde én vej, og gang med 2 i dit hoved (rundrejse)
- Vælg tilladt spændingsfald i volt (fx 0,36 V på 12 V ved 3 %)
- Beregn tværsnit og rund op til nærmeste standard, og tjek derefter ampacitet og sikring
Praktisk tabel: typiske tværsnit til 12 V og 24 V
Tabellen her er en hurtig “arbejdstabel” for kobberkabler, hvor der regnes med 3 % spændingsfald og 5 m én vej (10 m rundrejse). Værdierne er afrundet op til normale tværsnit.
Tip: Hvis din længde er 2,5 m én vej, kan du ofte gå et trin ned. Hvis den er 10 m én vej, skal du ofte et trin op eller mere.
| Strøm (A) | 12 V (3 %), 5 m én vej: anbefalet tværsnit | 24 V (3 %), 5 m én vej: anbefalet tværsnit |
|---|---|---|
| 10 A | 6 mm² | 2,5 mm² |
| 20 A | 10 mm² | 6 mm² |
| 50 A | 25 mm² | 16 mm² |
| 100 A | 50 mm² | 25 mm² |
Tabellen er lavet ud fra spændingsfald, ikke ud fra “hvor meget varme kablet kan tåle”. Derfor skal du stadig lave et ampacitet-tjek, især hvis kabler ligger bundtet eller i varme områder.
Ampacitet, varme og bundtning: når tabellen ikke er nok
Standarder som IEC 60092-serien bruges i professionel skibsel, og for lystbåde ses ofte principper fra ISO 10133 og branchestandarder som ABYC. Fælles for dem er, at kablets strømføringsevne afhænger af, hvordan det installeres.
Et 16 mm² kobberkabel kan i “fri luft” klare en højere strøm end det samme kabel i en tæt kabelkanal, lagt sammen med mange andre ledere, tæt på en varm motor eller i et skab uden ventilation. Når kabler ikke kan komme af med varmen, skal du dimensionere op.
Det er også her, mange bliver snydt: Et kabel kan være “rigtigt” på papiret ved 20 °C og enkeltlagt, men blive for varmt i praksis.
- Bundtning: flere kabler sammen kræver derating, ofte omkring 15 % reduktion ved større bundter, og i nogle standarder mere ved store bundter
- Omgivelsestemperatur: varme motorrum og dårlig ventilation giver højere ledertemperatur og højere modstand
- Installationstype: trækkanal, isolerede rør og tætte bundter holder på varmen mere end kabler, der ligger frit
Hvis du er i tvivl, er det normalt bedre at vælge et trin større tværsnit på DC-hovedkabler. Det giver både lavere spændingsfald og mere termisk robusthed.
Sikringer: beskyt kablet, ikke bare udstyret
Sikringen er din kabelbeskyttelse. Den skal afbryde, før kablet bliver så varmt, at isoleringen tager skade. Det betyder, at sikringen altid skal vælges med udgangspunkt i kablets ampacitet og installation, og derefter i udstyrets forbrug.
En praktisk regel, der ofte bruges i marineinstallationer: Vælg en sikring, der ligger lidt over normal belastning (så den ikke springer ved almindelig drift), men som aldrig overstiger, hvad kablet kan bære kontinuerligt. Ved motorer og kompressorer kan en tidsforsinket sikring eller en automatsikring med passende karakteristik være nødvendig, fordi startstrømmen kan være mange gange højere end driftsstrømmen.
Placeringen betyder lige så meget som størrelsen. Sikringen skal sidde tæt på strømkilden, typisk ved batteriet i plus-ledningen, så hele kabelstrækningen er beskyttet. Et kortsluttet kabel tæt ved batteriet kan levere enorme strømme, længe før en fjern sikring når at reagere.
I praksis giver det ro i maven at bruge ordentlige sikringsholdere, solide kabelsko og korrekt crimp, så du undgår overgangsmodstand. Overgangsmodstand er en klassiker: Den stjæler spænding og laver varme, uden at det ligner en “rigtig” fejl, før skaden er sket.
Materialevalg til maritimt miljø
Kobber er standard til bådinstallationer, og i maritimt miljø er fortinnet kobber ofte det sikre valg. Fortinning bremser oxidation og giver mere stabile forbindelser over tid, især hvor der kan komme fugt eller salt.
Isoleringen bør også være valgt til bådbrug. UV, olie, diesel, varme og slid gør livet hårdt for billige kabler. Marinekabler er typisk flertrådede (mange fine tråde), så de tåler vibrationer bedre og er nemmere at føre.
Der er også en “skjult” gevinst ved gode komponenter: Når du senere fejlsøger eller udvider systemet, er der langt færre mærkelige fejl. Det sparer tid og giver mere sejlads og mindre tid med multimeter i hånden.
Hos MaritimtUdstyr.dk bliver der ofte spurgt ind til netop den balance: tykkere kabel, bedre kabelsko, bedre sikringsholder. Det koster lidt mere her og nu, men det er typisk den billigste måde at købe driftssikkerhed på, især når båden ligger langt fra hjælp.
12 V eller 24 V: hvad betyder det i praksis?
Mange mindre både kører 12 V, og det fungerer fint, når kabellængderne er korte og belastningerne moderate. Når der kommer større forbrugere på, bliver 24 V attraktivt, fordi strømmen halveres ved samme effekt.
Det ses tydeligt på udstyr som:
- store invertere
- bovpropeller og spil
- elektriske ankerspil
- større pumpeinstallationer
På disse kredse er spændingsfaldet ofte den begrænsende faktor, ikke kablets ampacitet. Hvis et ankerspil er dimensioneret til at trække hårdt, men får for lav spænding ved motoren, stiger strømmen, varmen øges, og ydelsen falder. Det føles som “slidt udstyr”, men er ofte en kabelsag.
Det betyder ikke, at 24 V altid er bedre. Det betyder, at du bør se på helheden: batteribank, lader, forbrugere, kabelruter og hvor meget effekt du reelt har brug for.
Typiske kredse om bord og hvor fejlene ofte gemmer sig
De fleste problemer opstår i overgangene, ikke i selve kablet. Et korrekt tværsnit hjælper, men en dårlig samling kan stadig give spændingsfald og varmgang.
Klassiske fejlsteder er:
- lange stræk til stævn og agter, hvor kabler løber gennem flere rum
- batterihovedkabler, hvor der sidder mange ringkabelsko på samme bolt
- minus-siden, der bliver overset, selv om den er lige så vigtig som plus
- fugtige samlinger i cockpit, ankerkasse og kælderrum
Sensor- og signalkabler bliver også ofte blandet sammen med kraftkabler. Et eksempel er overvågning og alarmer, hvor selve signalet er lille, men hvor du stadig vil have stabile forbindelser og ordentlig aflastning. Det kan være alt fra tankmålere til motorovervågning, og i nogle installationer bruges alarmer for udstødningstemperatur for at opdage kølevandsproblemer tidligt. Her er kablet sjældent tykt, men kvaliteten af forbindelser og føringsvej betyder stadig meget.
Små arbejdsvaner der giver stor driftssikkerhed
Mærkning og dokumentation lyder kedeligt, men det gør en stor forskel, når der skal findes en fejl i en havn langt fra hjemmeværkstedet.
Tag også højde for fremtidige opgraderinger. Når du først trækker kabel, er det ofte den dyreste del i tid og besvær, mens et trin større tværsnit typisk kun er en mindre merpris. Det gælder især, hvis du overvejer større batteribank, ny lader, solceller eller inverter.
En sidste detalje, der ofte redder installationer: Kontroller efterspænding og varmeudvikling efter de første timers drift. Et kabel kan være korrekt dimensioneret, men en ringkabelsko kan være crimpet dårligt, eller en bolt kan have sat sig. En hurtig temperaturkontrol med fingeren eller et IR-termometer efter belastning kan afsløre problemer, mens de stadig er små.