Ekkolod og fishfinder: Sådan vælger du

Vigtigste pointer

• Et ekkolod måler dybde ved at sende lyd ned og time ekkoet, da lyd rejser cirka 1500 meter i sekundet i vand.
• Lav frekvens som 50 kHz giver bred dækning og når dybt, mens høj frekvens som 200 kHz giver skarp detalje på lavt vand.
• Down-imaging viser fotolignende detaljer lige under båden, mens side-imaging scanner ud til siderne og dækker et stort område.
• En kombienhed med GPS og kortplotter samler ekkolod og navigation på én skærm og sparer plads ved roret.
• Transducerens placering og en helt vandret montering afgør, om du får et stabilt billede eller støj ved fart.

Et godt ekkolod til din båd skal matche de dybder, du sejler på, og den måde du bruger båden på. Til almindelig dansk kystsejlads klarer et ekkolod med 200 kHz og GPS de fleste behov, mens du først skal tænke på lave frekvenser og avanceret imaging, hvis du fisker seriøst eller sejler på dybt vand. Skal du vælge dit første ekkolod eller opgradere et gammelt, handler det om at forstå frekvenser, transducere og hvordan billedet rent faktisk bliver skabt. Her går vi det hele igennem trin for trin, så du kan vælge med god samvittighed og få et billede, du kan stole på.

Et ekkolod er mere end bare et tal for dybden. Et moderne apparat viser dig bundens form, hvor der er sten og huller, og om der står fisk under kølen. Det gør det til et af de mest nyttige stykker udstyr om bord, både for sikkerheden og for fornøjelsen.

Sådan fungerer et ekkolod

Princippet er enkelt og lige så gammelt som et ekko i en skov. Ekkoloddet sender en kort lydimpuls ned gennem vandet. Når lyden rammer bunden, en sten eller en fisk, kastes en del af den tilbage som et ekko. Apparatet måler, hvor lang tid der går, før ekkoet kommer tilbage, og regner derudfra dybden ud.

Det hele hviler på, at lyd bevæger sig med en kendt og stabil hastighed i vand. Ifølge NOAA rejser lyd omkring 1500 meter i sekundet i havvand, altså cirka fire en halv gang hurtigere end i luft, hvor hastigheden er omkring 340 meter i sekundet. Den høje hastighed er grunden til, at et ekkolod kan opdatere billedet mange gange i sekundet. Du kan læse mere om fysikken bag lyd i vand hos NOAA Ocean Explorer.

Når ekkoloddet kender lydens hastighed og måler tiden, er regnestykket ligetil. Dybden er lydens hastighed ganget med tiden og divideret med to, fordi lyden skal ned og op igen. Rejser et ekko frem og tilbage på et tiendedels sekund, svarer det til cirka 75 meters dybde. Den beregning sker hundredvis af gange i minuttet, og resultatet tegnes op på skærmen som en linje, der bevæger sig fra højre mod venstre.

Den del af systemet, der sender og modtager lyden, hedder transduceren. Den sidder under vandlinjen og er hjertet i ekkoloddet. Vælger du en god transducer og monterer den rigtigt, får du et skarpt billede. Sparer du her, hjælper selv den dyreste skærm dig ikke.

Frekvenser og transducere forklaret

Et ekkolod arbejder på en eller flere frekvenser, målt i kilohertz (kHz). Frekvensen afgør, hvor dybt signalet når, og hvor mange detaljer du kan se. Forstår du sammenhængen mellem frekvens og billede, er du allerede halvvejs i mål med at vælge det rigtige apparat.

Reglen er grundlæggende denne: lav frekvens når dybt og dækker bredt, mens høj frekvens giver skarpe detaljer på lavere vand. En lav frekvens som 50 kHz trænger langt ned i vandet og dækker et bredt område, men billedet bliver grovere. En høj frekvens som 200 kHz giver et skarpt, detaljeret billede og adskiller fisk tæt på bunden, men den når ikke så dybt.

Her er de almindeligste frekvenser og hvad de egner sig til:

• 50 kHz: Dybt vand og bred dækning. Bruges mest af dem, der sejler offshore eller fisker på stor dybde.
• 83 kHz: En mellemvej med god dækning til almindelig brug på moderate dybder.
• 200 kHz: Det klassiske valg til kystnær sejlads og de fleste danske farvande. Skarp detalje og god adskillelse af fisk og bund.
• 455 og 800 kHz: Meget høje frekvenser til down- og side-imaging, hvor detaljen er i fokus på lavt vand.

Enkelt-, dual- og CHIRP-frekvens

Et enkeltfrekvens-ekkolod arbejder på én frekvens og er fint til et simpelt dybdetal. Et dualfrekvens-apparat kan skifte mellem for eksempel 50 og 200 kHz, så du får det bedste fra begge verdener alt efter, hvor du sejler.

CHIRP er en nyere teknologi, hvor transduceren fejer hen over et helt bånd af frekvenser i hver impuls i stedet for at sende på én enkelt. Det giver typisk et renere billede og bedre adskillelse af enkelte fisk, fordi apparatet får mere information at arbejde med. Vil du have det skarpeste billede, er et CHIRP-ekkolod et oplagt valg.

Kegle og dækning

Transduceren sender ikke lyden i en tynd stråle, men i en kegle (på engelsk cone). Jo bredere keglen er, jo større et område dækker du, men detaljen bliver lavere. En smal kegle giver skarp detalje, men dækker et mindre felt af bunden. Frekvensen hænger sammen med keglen: lave frekvenser giver typisk en bredere kegle, høje frekvenser en smallere. Derfor er valget af frekvens også et valg af, hvor stort et stykke bund du vil se ad gangen.

Down-imaging og side-imaging

De klassiske ekkolod tegner et tværsnit af vandet under båden. De senere år har to teknologier gjort billedet langt mere forståeligt: down-imaging og side-imaging. Begge bruger meget høje frekvenser og giver et billede, der minder mere om et fotografi end om de gammeldags buer og klatter.

Down-imaging sender en smal, høj frekvens lige ned under båden. Resultatet er et skarpt, fotolignende billede af bunden og den struktur, du sejler hen over: vrag, sten, bropæle og fiskestimer. Fordi strålen er smal og frekvensen høj, kan du tydeligt se, hvordan bunden er formet lige under kølen.

Side-imaging sender i stedet lyden ud til siderne i en vifteformet stråle. Det giver et billede af bunden langt ude til begge sider af båden, ofte 30 meter eller mere til hver side. Det er en gave, hvis du leder efter struktur eller fisk over et stort område, for du kan scanne en hel bugt på kort tid uden at sejle hen over hvert eneste punkt.

De to teknologier udelukker ikke hinanden. Mange kombienheder kan vise almindeligt ekkolod, down-imaging og side-imaging samtidig i delt skærm, så du får det fulde billede. For den almindelige fritidssejler, der mest vil vide dybden og undgå at gå på grund, er imaging ikke nødvendigt. For den aktive lystfisker er det ofte hele forskellen.

Et praktisk tip: imaging virker bedst ved lav og jævn fart. Sejler du for stærkt, bliver billedet strukket og utydeligt. Sænk farten, når du vil scanne et område ordentligt.

Kombienheder med GPS og kortplotter

De fleste moderne ekkolod er i dag kombienheder, der samler ekkolod, GPS og kortplotter i samme skærm. Det er en stor fordel ved roret, hvor pladsen ofte er trang. I stedet for tre separate apparater har du ét, der viser dybde, position og søkort på en gang.

Fordelene ved en kombienhed er til at tage og føle på:

• Plads: Én skærm fylder mindre end flere løse instrumenter.
• Overblik: Du ser dybden i forhold til din position på kortet samtidig.
• Markeringer: Du kan gemme et godt fiskested eller en farlig grund som et waypoint og finde tilbage senere.
• Deling af data: Mange enheder kan kobles på bådens netværk, så radar, autopilot og VHF taler sammen.

Når du vælger kombienhed, er skærmstørrelsen vigtig. En lille skærm kan ikke vise både kort og ekkolod tydeligt på en gang. Til en mindre båd er syv tommer ofte et godt udgangspunkt, mens ni tommer eller mere giver bedre overblik, hvis du bruger split screen meget. Kig også efter skærmens lysstyrke, så du kan aflæse den i skarpt sollys.

Overvejer du en kombienhed, er det værd at se den i sammenhæng med resten af din navigation. Vi har samlet råd om netop kortplotter og positionsbestemmelse i vores guide til marineelektronik, GPS og kortplotter, og de klassiske færdigheder er beskrevet i vores grundlæggende guide til kompas og navigation. Et ekkolod erstatter ikke god sømandsskik, men supplerer den.

Montering af transducer

En god transducer, der sidder forkert, giver et dårligt billede. Derfor er monteringen mindst lige så vigtig som valget af selve apparatet. Der findes tre hovedmåder at montere en transducer på, og hver har sine fordele.

Hækmontering er den enkleste. Transduceren skrues fast på agterspejlet lige under vandlinjen. Det er oplagt til mindre motorbåde og kræver ingen huller i skroget. Ulempen er, at turbulens fra skroget og propellen kan forstyrre billedet ved høj fart.

Gennemgående montering betyder, at transduceren sidder i et hul gennem skroget og rager lidt ned i vandet. Det giver det bedste og mest stabile signal, også ved fart, men det kræver et hul i båden og bør laves omhyggeligt. Her bør du overveje at få en fagmand til arbejdet, hvis du er i tvivl.

Indvendig limning er en mellemløsning, hvor transduceren limes fast indvendigt mod et glasfiberskrog, så signalet sendes gennem skroget. Den undgår huller og turbulens, men du mister lidt følsomhed, og den virker kun på glasfiber, ikke på stål eller aluminium.

Uanset metode gælder nogle enkle grundregler:

1. Hold den vandret. Transduceren skal pege lige ned, så keglen rammer bunden korrekt. Sidder den skævt, bliver dybden upræcis.
2. Undgå turbulens. Placer den et sted, hvor vandet strømmer roligt forbi, væk fra propel og køleribber.
3. Hold den i vandet. Transduceren skal altid have kontakt med vand under sejlads, ellers mister du signalet.
4. Før kablet pænt. Et beskyttet, aflastet kabel holder længere og giver mindre støj.

Når transduceren sidder godt og apparatet er kalibreret, bør du tjekke dybden mod et kendt punkt i havnen. Passer tallet, er du klar. Beslag og skruer til monteringen bør være i syrefast stål, så de holder i saltvand, og du kan læse mere om materialevalg i vores guide til rustfrit stål beslag af god kvalitet.

Typiske fejl når du vælger ekkolod

Mange køber enten for lidt eller for meget. Her er de fejl, vi oftest ser, så du kan springe dem over:

• At vælge for høj specifikation. Et avanceret side-imaging-system er spild på en lille motorbåd, der mest sejler i havn og langs kysten. Køb til dit faktiske behov.
• At glemme transduceren. Nogle enheder sælges uden transducer. Tjek altid, at den rigtige transducer er med, og at den passer til din montering.
• At undervurdere skærmstørrelsen. En for lille skærm bliver hurtigt frustrerende, når du vil se både kort og ekkolod.
• At montere i turbulens. Den mest almindelige årsag til et flakkende billede er en transducer placeret i uroligt vand.
• At spare på strømforsyningen. Et ustabilt billede skyldes ofte dårlig eller løs strømtilslutning, ikke selve ekkoloddet. Sørg for en ren og sikret forsyning fra bådens batterier.

Tænk også på resten af det udstyr, der hænger sammen med elektronikken om bord. Et stabilt strømanlæg er en forudsætning, og vi har en komplet guide til bådbatteri og strøm om bord, hvis du er i tvivl om kapacitet og ladning.

Vedligehold af ekkolod og transducer

Et ekkolod kræver ikke meget, men lidt pleje holder billedet skarpt sæson efter sæson. Den vigtigste vedligeholdelse foregår på transduceren under vandlinjen.

Groede transduceren til med begroning, mister den følsomhed, og billedet bliver grumset. Tjek den, hver gang båden er på land, og fjern forsigtigt tang, rurer og slim med en plastikskraber eller en blød børste. Brug ikke slibende midler, der kan ridse membranen. En ren transducer sender og modtager lyden langt bedre end en, der er dækket af et lag begroning.

Hold også øje med kablet og stikket. Salt og fugt kryber ind i dårlige samlinger og giver støj eller udfald. Et tyndt lag kontaktspray på stikket og en inspektion af kablets isolering er hurtigt gjort, når båden alligevel er oppe. Selve skærmen tørres af med en blød, fugtig klud uden skrappe rengøringsmidler.

Før apparatet pakkes væk til vinteren, bør du notere dine indstillinger, så du hurtigt er klar igen til foråret. Skal båden stå ude, så beskyt skærmen mod frost og fugt, og tag gerne den løse skærm med indenfor, hvis apparatet kan afmonteres.

Sådan vælger du det rigtige til netop din båd

Start med at svare på tre spørgsmål: Hvor dybt sejler du typisk? Fisker du, eller vil du mest kende dybden? Og hvor meget plads har du ved roret? Svarene peger som regel direkte på den rigtige løsning.

Sejler du kystnært i danske farvande og vil undgå at gå på grund, rækker et solidt ekkolod på 200 kHz med GPS langt. Fisker du aktivt, er et CHIRP-apparat med down- og side-imaging pengene værd. Sejler du på dybt vand, skal du have en lav frekvens som 50 kHz med i pakken. Og uanset hvad bør transduceren være en, der passer til din bådtype og din foretrukne monteringsmetode.

Det bedste næste skridt er at måle pladsen ved dit ror og notere, hvor dybt du normalt sejler. Med de to tal i hånden kan du vælge en kombienhed i den rigtige skærmstørrelse og frekvens uden at betale for funktioner, du aldrig bruger. Hos Maritimtudstyr finder du både ekkolod, kortplottere og transducere, så du kan sætte et system sammen, der passer til lige netop din båd og din måde at sejle på.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er forskellen på et ekkolod og en fishfinder?

De bygger på samme teknik. Ordet ekkolod bruges ofte om dybdemåling til navigation, mens fishfinder beskriver et ekkolod, der også viser fisk og bundstruktur på en skærm.

Hvilken frekvens skal jeg vælge til dansk kystsejlads?

Til de typiske danske dybder er 200 kHz et godt valg, fordi det giver skarpe detaljer og klar adskillelse af fisk og bund. Et dualfrekvens-ekkolod med 50 kHz i tillæg giver dig fleksibilitet, hvis du en sjælden gang kommer på dybere vand.

Skal transduceren sidde i vandet hele tiden?

Ja. En transducer skal have kontakt med vandet for at virke, så den monteres under vandlinjen, enten på hækken, gennem skroget eller limet indvendigt mod skroget.

Kan jeg bruge ekkolod og GPS i samme enhed?

Ja. De fleste moderne kombienheder samler ekkolod, GPS og kortplotter på én skærm, så du kan se dybde, position og søkort samtidig.